Susanne Andersen

Jeg er født i 1990 og er vokset op omgivet af hunde (Labrador, Islandsk Fårehund og Japansk Spids) og katte. Som barn havde jeg kaniner og stor glæde af at gå til ridning. Dyr har altid været en vigtig del af mit liv, og over flere omgange var jeg i praktik hos Alsia Dyrehospital, først som en del af folkeskolen, og senere som frivillig i ferieperioder. Efter gymnasiet tog jeg en tur til Australien, hvor jeg tilbragte to måneder som frivillig i Wildlife Habitat i Queensland. Det var en oplevelse jeg aldrig glemmer, og som gav en masse erfaring i pasning og pleje af vilde dyr.

Dyrlægestudie blev det ikke til, men i stedet for tog jeg en bachelor i Nanoscience på Københavns Universitet. Sideløbende med studiet arbejdede jeg i en dejlig kattepension, hvilket jeg havde stor fornøjelse af. En af de største gevinster ved arbejdet med kattene, var at få dem alle til at føle sig tilpas og glade under opholdet. På grund af livet i en studielejlighed, havde jeg desværre ikke mulighed for at have hund eller kat, men arbejdet i kattepensionen hjalp lidt på savnet.

Efter endt studie gik turen hjem til Als, og i Julen 2018, faldt snakken på, at min Faster gerne ville starte en hundepension, og naturligvis på at jeg havde arbejdet i en kattepension, og mine erfaringer derfra. Efter kort tid blev vi enige om at starte en hundepension sammen. I 2019 begyndte arbejdet med at virkeliggøre vores drømme, og Rodselle Hundepension blev en realitet. Processen har for mig været én stor og fantastisk læringsproces. I Juni 2020 blev min dejlige labrador, Cody, født. Mit håb er at få mange fantastiske år sammen med ham. Det har været en fornøjelse at lære ham at kende, og jeg kan ikke vente med at lære ham endnu bedre at kende.

I forbindelse med opstart af Rodselle Hundepension, har jeg selvfølgelig taget den lovpligtige Hundeholderuddannelse hos DKK. Derudover har jeg taget et Hundepasser Kursus, arrangeret af Dogley i samarbejde med DKK.